Dødsdømte australiere holdes på pinebænken i Indonesien


De dødsdømte narkosmuglere, Myuran Sukumaran på 33 år og Andrew Chan på 31 år. Foto fra Facebook.


To australiere, der sidder på dødsgangen i Indonesien, har torsdag fået udsat en høring, hvor de dømte narkosmuglere håber på at blive benådet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Høringen er blevet udsat en uge, og indoneserne regner ikke med at have en afgørelse klar inden april, lyder det nu.

Australierne Myuran Sukumaran og Andrew Chan blev i 2005 dømt til døden for at være mændene bag en større smuglerring, der blev opdaget, da den forsøgte at smugle otte kilo heroin til Australien.

De to har appelleret et afslag på at blive benådet af Indonesiens præsident, Joko Widodo.

Samtidig arbejder den australske regering i 11. time på at redde Sukumaran og Chan fra at blive henrettet sammen med en gruppe på i alt 10 narkodømte fanger. De andre fanger kommer fra Frankrig, Brasilien, Filippinerne, Ghana, Nigeria og Indonesien.

LÆS OGSÅ: Dødsdømt: Australiere overføres til henrettelses-ø
LÆS OGSÅ: Ingen benådning: Australske narkosmuglere vil blive henrettet som planlagt
Tidligere har den australske udenrigsminister, Julie Bishop, blandt andet foreslået at udveksle fanger med Indonesien, men det blev afvist.

Joko Widodo er en varm fortaler for, at narkosmuglere idømmes dødsstraf. Han siger, at Indonesien står over for en akut situation på grund af det stigende narkomisbrug i landet. Den hårdest mulige straf begrundes med, at stofferne er med til at ødelægge mange indoneseres liv.

De planlagte henrettelser har dramatisk øget spændingerne mellem Australien og Indonesien, hvor forbindelserne i forvejen var anstrengte som følge af en spionageaffære.

Myuran Sukumaran og Andrew Chan påstår begge, at de har ændret sig gevaldigt, siden de blev dømt til døden for omkring 10 år siden.

/ritzau/Reuters