Litauiske tyve: Taget med stjålne katalysatorer og bajonetsav


Da betjentene undersøgte bilen, fandt de et sæt litauiske nummerplader og en bajonetsav, og i bagagerummet lå der otte katalysatorer med friske savemærker. Arkivfoto


Tirsdag klokken 18.05 fik politiet en anmeldelse fra et firma på Marinebuen i Næstved om, at en Skoda netop var vendt ved virksomheden, og at det umiddelbart virkede lidt sært. Et vidne fulgte efter Skodaen og kunne guide politiet på sporet.

Like localeyes.dk på Facebook

Bilen kørte ad Østre Ringvej, Ringstedgade og ad Sorøvej mod Skelby, og på Gunderslevvej blev den standset af politiet.

De nummerplader, der sad på Skodaen, viste sig at være stjålet dagen forinden i Odense, og i bilen sad to litauiske mænd på henholdsvis 25 og 28 år.

Da betjentene undersøgte bilen, fandt de et sæt litauiske nummerplader og en bajonetsav, og i bagagerummet lå der otte katalysatorer med friske savemærker.

De to litauere blev anholdt og sigtet for tyveri, og de blev taget med til politistationen i Næstved, hvor de nu skal afhøres.

Politiet har allerede modtaget flere anmeldelser fra Slagelse- og Sorøområdet, hvor der er stjålet katalysatorer.