Arkivfoto
Verdens mest brutale konflikter kostede i 2014 langt flere menneskeliv end året før. Antallet af omkomne steg 28 procent i forhold til 2013.
For andet år i træk var blodsudgydelserne værst i Syrien, som nu er i sit femte krigsår. I 2014 blev over 76.000 dræbt i landet. Det er næsten 3000 flere end året før.
Det viser en undersøgelse offentliggjort onsdag fra den britiske tænketank The Project for the Study of the 21st Century (PS21).
Tænketanken har brugt oplysninger fra blandt andet FN, det amerikanske militær og menneskerettighedsgrupper, som følger urolighederne i Syrien og Irak, til at opgøre antallet af dødsofre.
Mange af de mest voldelige konflikter involverer radikale islamistiske grupper – især Islamisk Stat, Taliban, Boko Haram og forskellige al-Qaeda-fraktioner.
I Irak mistede omkring 21.000 mennesker livet i forbindelse med kampe mellem regeringsstyrker og Islamisk Stat.
Derefter følger Afghanistan med 14.638 dræbte og Nigeria med 11.529 ifølge tænketankens analyse.
I Afghanistan er der fortsat jævnlige kampe mellem det vestligt støtte styre og Taliban-bevægelsen, mens den islamistiske bevægelse Boko Haram hærger i den nordlige del af Nigeria.
Tænketanke gør opmærksom på, at de reelle dødstal kan være væsentlig højere, end undersøgelsen viser.
– Det er notorisk vanskeligt at fastslå tabstallene i konflikter, og mange af de tal, vi ser på, er formentlig for lave, siger Peter Apps, direktør for PS21.
– Det afgørende er imidlertid, at når du har sammenlignelige data fra 2014 og 2013, får du en meget betydelig stigning, siger han.
Kampene i det østlige Ukraine mellem separatister og hærstyrker kostede så mange liv, at konflikten var den ottende værste i 2014.
I mindst 14 forskellige krige oversteg antallet af dræbte 1000 i 2014. Det er en stigning fra 10 i 2013.
I alt blev 163.562 mennesker dræbt i verdens blodigste konflikter mod 127.134 året før, konkluderer tænketanken.
/ritzau/Reuters