V-kandidater flirter med idé om brugerbetaling hos lægen


Arkivfoto


Borgerne skal have penge op af lommen, når de banker på hos lægen.

Like localeyes.dk på Facebook

I hvert fald hvis det står til flere Venstre-kandidater, der stiller op til det kommende valg, skriver BT.

Venstre har officielt afvist at indføre brugerbetaling på lægebesøg, men flere af kandidaterne giver i en test på www.altinget.dk udtryk for, at de er åbne over for, at det kan koste eksempelvis 100 kroner at besøge sin praktiserende læge.

56 Venstre-kandidater har ifølge BT taget testen på hjemmesiden, og kun seks afviser brugerbetaling ved at erklære sig “helt uenig” i, at det skal koste penge at gå til lægen.

Derimod er hele 26 Venstre-kandidater kun “delvist uenig” og lader dermed en kattelem stå åben for ændringer.

Venstres regionsrådsformand Carl Holst har tidligere foreslået brugerbetaling på mellem 75 kroner og 150 kroner for et lægebesøg.

I foråret 2013 sagde partiformand Lars Løkke Rasmussen, at han gerne ville “give lidt for at gå til min læge til et almindeligt rutinebesøg”, og Altingets kandidattest afslører altså nu, at en lang række Venstre-kandidater er parate til at kigge på brugerbetaling.

En af Venstres kandidater i Københavns Storkreds, Colette Brix, er “helt enig” i, at et lægebesøg skal koste 100 kroner.

– Det er nødvendigt med brugerbetaling for at få flere penge til for eksempel bedre hospitalsbehandling og mere velfærd andre steder. Der skal dog indføres en årlig beløbsgrænse for børnefamilier på eksempelvis 300 kroner om året og for lavindkomstgrupper, siger Colette Brix til BT.

Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, afviste i 2013, at partiet har planer om at indføre brugerbetaling på lægebesøg. I Altingets test svarer hun nu, at hun kun er “delvist uenig” i, at et besøg hos den praktiserende læge kan koste 100 kroner.

Ifølge Altingets kandidattest er 99 kandidater fra blå blok for brugerbetaling, mens 99 andre er imod.

/ritzau/