14-årig pige overfaldet af mand i mørk bil


Da pigen havde forklaret manden vejen ud, greb han fat i hende og trak hende ned på jorden. Ifølge politiet opstod der tumult, og det lykkedes pigen at vriste sig fri fra mandens greb og flygte. Arkivfoto


En pige på 14 år blev torsdag aften overfaldet af en mand i bil, da hun gik ad Storegade i Øster Doense nær Hobro.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag.

Overfaldet skete omkring klokken 20, da en mand kom kørende i en mørk personbil, standsede op ved siden af pigen og spurgte hende om vej ud af byen.

Da pigen havde forklaret manden vejen ud, greb han fat i hende og trak hende ned på jorden. Ifølge politiet opstod der tumult, og det lykkedes pigen at vriste sig fri fra mandens greb og flygte.

Derefter forsvandt overfaldsmanden i ukendt retning.

Vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi oplyser, at man lige nu efterforsker overfaldet på højtryk.

– Sådan et overfald kan skabe utryghed i befolkningen, så vi tager det meget alvorligt, siger han i pressemeddelelsen.

Pigen har beskrevet manden som værende omkring 40 år, 180 centimeter høj, almindelig af bygning og med mørkt, kort hår og skægstubbe.

Politiet hører meget gerne fra borgerne, hvis der er nogen, der ligger inde med oplysninger i sagen. Det kan ifølge politiet være, hvis man har set en bil køre langsomt rundt i området.

/ritzau/