Røgtenscanner: Sådan ser man ud med 700 gram smuglerkokain i maven


Scanningsbillede fra Københavns lufthavn. Tolderne udtog personen til kontrol, og scanningsbilledet afslørede 70 kugler i tarmsystemet med i alt 700 gram kokain. Foto: Skat


Skat udbreder brugen af røntgenscannere til tre lufthavne, således at Skat på få minutter kan afsløre om en rejsende har slugt narkotika i et forsøg på at smugle det ind i landet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ordningen har været prøvet i Københavns Lufthavn og bliver nu udvidet til også at omfatte Billund og Aalborg. Det oplyser Skat torsdag i en pressemeddelelse.

Godt 25 millioner rejsende passerer hvert år gennem Københavns lufthavn. I det mylder af mennesker standser Skat årligt et par hundrede personer til en nærmere undersøgelse af, om de bærer narkotika i kroppen.

LÆS OGSÅ: Nemt at smugle narko og våben: Sikkerhedsbrist i stor lufthavn
– I Skat har vi en vigtig opgave i at sikre at narkotika ikke kommer ind over landets grænser. Smugling af narkotika er ikke bare en alvorlig forbrydelse, det kan også være meget farligt for personen selv, hvis det er gemt inde i kroppen. Derfor er vi glade for at kunne udføre denne opgave endnu bedre med de nye scannere, fortæller Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skat.

Skat finder typisk frem til smuglerne ved at gennemgå passagerlister, trække på efterretninger fra udlandet og kigge på passagerernes adfærd. Når Skats toldere vurderer, at der er en risiko for smugleri, bliver personen taget ud til et interview. Hvis mistanken går på, at den rejsende har slugt fx kokain, skal der en røntgenundersøgelse til.

– Tidligere måtte vi overgive de rejsende til politiet, så de kunne blive CT-scannet på et hospital. Det tager gerne en hel dag og kræver rigtig mange ressourcer. Men i dag kan vi tilbyde en hurtig scanning med vores egen scanner, der bruger en røntgen med lav stråling, forklarer Preben Buchholtz.

Et stort flertal af de kontrollerede har ikke slugt narkotika. For dem betyder scanningen i lufthavnen, at de hurtig kan fortsætte rejsen. Kun hvis scanningen viser tegn på smugling, bliver den mistænkte overgivet til politiet med henblik på en nærmere undersøgelse.

Siden 2013 har Skat haft en dispensation fra sundhedsmyndighederne til at afprøve en lejet bodyscanner i København i en testperiode. Men teknologien er nu blevet godkendt til permanent anvendelse.

– Vi har nu sat gang i et EU-udbud på et køb af tre scannere til lufthavnene i København, Billund og Ålborg, og vi regner med at være klar til at bruge dem i efteråret 2015, fortæller Preben Buchholtz.

Fakta: Kropsscannere i tolden
Røntgenscannere til personer anvendes blandt andet hos det engelske toldvæsen, men teknologien er endnu ikke almindelig udbredt internationalt. I 2013 fik Skat hjemmel til at anvende teknologien, da Folketinget vedtog en ændring af toldloven.

En røntgenscanner fylder et helt rum. Døre og vægge i rummet er sikrede, så røntgenstrålerne ikke trænger ud. Selve scanningen tager ca. 10 sekunder. Strålingen er væsentlig lavere end i de røntgenscannere, man typisk anvender på hospitalerne.

De tre scannere, som nu indkøbes til lufthavnene i København, Billund og Ålborg, ventes at koste omkring fem millioner kroner til sammen.