Formodet ølrøver fængslet: Kørte med offer på køleren


Arkivfoto


En ansat i Kiwi-supermarkedet i Smallegade på Frederiksberg lå over en strækning på 1100 meter på kølerhjelmen af en bil, som tilhørte en butikstyv.

Like localeyes.dk på Facebook

– Der blev både kørt over for rødt og kørt i venstre side af vejen, fortæller Bo Hass, der er leder af røverigruppen ved Københavns Politi.

På grund af den vilde flugt, hvor den butiksansattes liv var i fare, behandler politiet sagen som et røveri, og nu er en 35-årig mand anholdt og varetægtsfængslet i sagen. Fængslingen er sket onsdag i dommervagten i København.

– Han er blevet anholdt, efter at han er blevet identificeret på baggrund af billeder fra overvågningskameraer, fortæller Bo Hass til Ritzau.

Sammen med en kumpan stjal den 35-årige ifølge politiets sigtelse 21 rammer øl. Øllene blev fragtet ud af butikken i en indkøbsvogn og derefter læsset ind i en bil, uden at mændene betalte for dem. Episoden skete 6. marts kort efter klokken 18.

LÆS OGSÅ: Øl-tyve flygter i høj fart med butiksansat på køleren
Da en 31-årig ansat i forretningen ville standse mændene, udviklede det sig til et røveri. Den ansatte lagde sig på bilens kølerhjelm, men den ene gerningsmand valgte alligevel at køre fra stedet.

Turen gik ud ad Smallegade med en fart på 50-80 kilometer i timen, og der var flere farlige situationer, hvor bilen kom over i den modsatte kørebane.

Ved Nordre Fasanvej svingede bilen til højre ad Howitzvej og kørte ind mod byen igen med hastigheder, som ifølge politiet nåede op mod 100 kilometer i timen. Ved Solbjergvej faldt den 31-årige af. Han slap uskadt fra episoden.

Den 35-årige mand var ifølge politiets sigtelse fører af flugtbilen, og han er sigtet for røveri. Derudover er han sigtet efter straffelovens paragraf 252 om at udsætte andres liv for fare.

Dommeren i Københavns dommervagt har bestemt, at manden skal være varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Politiet har endnu ikke pågrebet den anden gerningsmand. Han er dog ikke eftersøgt for røveri, men alene for butikstyveri.

/ritzau/