Fans invaderer Færøerne til formørket sol


Arkivfoto


Den, der har oplevet en total solformørkelse, glemmer det aldrig.

Like localeyes.dk på Facebook

Der bliver derfor trængsel på Færøerne, når tusmørket den 20. marts om formiddagen sænker sig over Nordatlanten, og stjerner og planeter i nogle minutter træder tydeligt frem på firmamentet.

Entusiaster i tusindtal fra både Danmark og fjerne lande som Australien, Japan og USA valfarter med fly og skib til de forblæste øer for at opleve fænomenet.

Alene i Danmark har 885 mennesker booket billet til en tur med den chartrede DFDS-færge Princess Seaways, som sejler fra Holland til Newcastle og derfra til Færøerne.

Det oplyser Erik Fey, ejer af Hjørring Rejsecenter, der har chartret skibet sammen med en færøsk partner.

– Folk er fuldstændig vilde med det her. De, der har oplevet det før, betaler jo store priser for at komme af sted igen. Og det ser ud til, at vejret bliver godt, for langtidsprognosen lover godt med sol, siger Erik Fey.

Erik Feys mange gæster skal se den totale solformørkelse ved Hotel Föroyar, der troner over Tórshavn.

– Det er et fantastisk sted med udsigt højt over Tórshavn by, fjorden og Nolsoy, som solen stiger op over. Dér skal vi stå over 1000 mennesker, og kamerahold fra CNN og BBC kommer til at stå oppe på hotellets græstag, siger Erik Fey.

Janaki Lund Jensen har totale solformørkelser som sin store passion. Siden 1995 er hun talrige gange rejst til fjerne destinationer på kloden for at iagttage totale solformørkelser – fra Borneo til Caribien, Zimbabwe, Kina og Cook Øerne.

Det bliver 12. gang, når hun 20. marts står foran Hotel Föroyar og håber på skyfri himmel kl. 9:41, lokal tid, når den fulde formørkelse indledes.

– Man glemmer aldrig oplevelsen, når månen med ufattelig præcision glider ind mellem solen og Jorden. Det er magisk, når månens skygge sniger sig ind over landskabet og efterlader det i et uvirkeligt skumringslys, siger Janaki Lund Jensen.

Samtidig lyser stjernerne op på den mørke himmel, fuglene stopper med at synge, og temperaturen falder mærkbart.

Sydpå i Danmark er formørkelsen “kun” delvis. Men den bliver alligevel en oplevelse, da over 80 procent af solskiven dækkes af månen.

/ritzau/