Video: US Coast Guard
Tankskibet Carla Mærsk er natten til tirsdag stødt sammen med et skib fra Libanon ud for den amerikanske kyst ved byen Houston. Begge skibe fik store skader og Carla Mærsk lækkede giftige kemikalier.
Carla Mærsk var lastet med 26 millioner liter MTBE i tankrummet. MTBE er et kemikalie, som tilsættes benzin og hermed forhøjer benzinens oktanværdi. MTBE er særdeles giftig og kemikalierne løb ud i vandet i 90 minutter før end lækagen blev stoppet.
– Når dette kemikalie er i flydende form, flyder det oven på vandet og er giftigt for både mennesker og dyr, men man kan lugte det længe inden, man når forgiftningsniveau, så vi opfordrer alle på vandet til at blive væk fra de områder, hvor man kan lugte udslippet,lyder det fra den amerikanske kystvagt .
Ingen personer skulle være kommet alvorligt til skade ved det voldsomme sammenstød.