Dødsdømt: Australiere overføres til henrettelses-ø


De dødsdømte narkosmuglere, Myuran Sukumaran på 33 år og Andrew Chan på 31 år. Foto fra Facebook.


Det ser efterhånden mere end sort ud for de to australiere Myuran Sukumaran og Andrew Chan.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

De to dømte narkosmuglere blev onsdag før daggry overført fra deres fængsel på den indonesiske ø Bali til et andet fængsel på øen Kambangan.

Det er her, de sammen med ni andre udlændinge snart skal have deres dødsdom eksekveret. Det sker, når de bliver stillet for en henrettelsespeloton og skudt.

Indonesien synes at være fast besluttet på at gennemføre henrettelserne til trods for, at flere lande – herunder Australien, Holland og Brasilien – har tryglet præsident Joko Widodo om at benåde de dødsdømte.

LÆS OGSÅ: Australske narkosmuglere har siddet på dødsgangen i snart 10 år
Indonesiens justitsministerium har onsdag bekræftet, at de udenlandske fanger er blevet overført til Kambangan. Men ministeriet har endnu ikke givet det traditionelle 72 timers varsel, som de dømte og offentligheden altid får, før dødsdomme eksekveres.

Australiens premierminister, Tony Abbott, har i ugevis forsøgt at overtale Indonesiens præsident Widodo til at vise nåde, og onsdag gjorde han endnu et forsøg, selvom Indonesiens præsident har bedt udlandet om at blande sig udenom.

– Jeg tror, at millioner af australiere får kvalme over, hvad der efter alt at dømme vil ske med disse to mænd, der har begået en forfærdelig forbrydelse. Australiens holdning er, at vi afskyr narkokriminalitet, men vi afskyr også dødsstraf, hvilket et land som Indonesien burde holde sig for god til, sagde Abbott på en pressekonference.

Efter en pause på fem år blev eksekveringen af dødsstraffen genoptaget i Indonesien i 2013, og præsident Widodo har været stålsat på at slå hårdt ned på narkokriminalitet og narkosmugling, der er et kæmpe problem i det folkerige land.

Myuran Sukumaran og Andrew Chan blev i 2005 dømt til døden for at være bagmænd for en større smuglerring, der blev opdaget, da den forsøgte at smugle otte kilo heroin til Australien.

De planlagte henrettelser har dramatisk øget spændingerne mellem Australien og Indonesien, hvor forbindelserne i forvejen var anstrengte som følge af en spionageaffære.

Bali er en af australiernes foretrukne rejsedestinationer, og en kampagne på sociale medier opfordrer folk til at droppe Bali og Indonesien som rejsemål.

/ritzau/