Bill Gates har haft titlen som verdens rigeste menneske i 16 ud af de seneste 21 år, skriver Forbes. Arkivfoto
Antallet af milliardærer – i dollar, vel at mærke – er vokset. Det viser magasinet Forbes’ årlige liste over de rigeste i verden.
Magasinet har registreret i alt 1826 dollarmilliardærer i verden, hvilket er en pæn stigning fra de 1645, der havde tjent penge nok til at få en plads på Forbes-opgørelsen sidste år.
Microsofts stifter, amerikaneren Bill Gates, ligger atter helt i toppen af listen, mens den mexicanske forretningsmand Carlos Slim Helu i år er forvist til andenpladsen. Han var nummer et på listen i 2013.
Bill Gates har haft titlen som verdens rigeste menneske i 16 ud af de seneste 21 år, skriver Forbes.
Hans formue voksede med 3,2 milliarder dollar i 2014 og er nu på svimlende 79,2 milliarder dollar (526,5 milliarder kroner). Det svarer rundt regnet til en fjerdedel af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP).
På listens tredjeplads ligger den amerikanske investor Warren Buffett, mens nummer fire er spanieren Amancio Ortega.
Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, rykker fem pladser op af listen til en 16.-plads. Det er første gang, at han befinder sig i top 20 over verdens rigeste.
Blandt de andre dollarmilliardærer, der er kommet med på listen, er flere, der har tjent deres formuer inden for ny teknologi.
Således er både stifterne af Snapchat, Uber og Airbnb for første gang med på Forbes’ liste i år.
/ritzau/