Mistænkt anholdt efter brutalt drab på ateistisk blogger


Farabi har tilstået at true med at dræbe bloggeren Avijit Roy. På Facebook skrev han, at “det er en hellig pligt for bangladeshiske muslimer at dræbe Avijit”.


Politi har anholdt en mistænkt efter mordet på en prominent amerikansk blogger, der blev hakket ihjel i sidste uge i hovedstaden Dhaka.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det er det seneste i en række angreb på kritikere af religiøs ekstremisme i Bangladesh. Styrker fra en anti-terrorenhed anholdte Farabi Shafiur Rahman, der tidligere har været anholdt for sin forbindelse til Hizb-ut-Tahrir.

En talsmand siger, at Farabi har tilstået at true med at dræbe bloggeren Avijit Roy. På Facebook skrev han, at “det er en hellig pligt for bangladeshiske muslimer at dræbe Avijit”.

Fredag gik hundredvis af mennesker på gaden for at fordømme mordet på den prominente blogger af bangladeshisk oprindelse.

Demonstranterne, der blandt andre talte forfattere, lærere og forlæggere, mødtes nær det sted, hvor formodede islamister angreb Roy med macheter og hakkede ham til døde.

Den 44-årige Roy var grundlægger af en blog, der kalder sig Mukto-Mona (åbent sind). Han var erklæret ateist.

Han var lige vendt hjem fra en bogmesse sammen med sin kone, da han blev angrebet.

Ingen har taget skylden for drabet, der har chokeret mange i Bangladesh. Ved angrebet blev Roys kone alvorligt såret, og hun er stadig indlagt på hospitalet.

Den 44-årige blogger var amerikansk statsborger. Han er den anden ateistiske blogger i Bangladesh, der de seneste to år er blevet myrdet, og han er den fjerde forfatter, som er blevet angrebet siden 2004.

Hans far, Ajay Roy, siger, at han havde advaret sønnen om, at han kunne få problemer i det overvejende muslimske Bangladesh, hvor sekulære aktivister i lang tid har udtrykt bekymring over den stigende islamisering.

Faderen fortæller, at sønnen modtog adskillige trusler fra islamister, inden han landede i Bangladesh 16. februar.

/ritzau/