39-årig mand: Kendt skyldig i forsøg på voldtægt af otteårig pige


Arkivfoto


En 39-årig mand er mandag ved Retten i Helsingør blevet kendt skyldig i at forsøge at voldtage en otteårig pige i Græsted.

Det oplyser anklager Bernt Farver, Nordsjællands Politi, til Ritzau.

Udmålingen af den straf, manden skal have, er udsat, indtil retten har fået resultatet af en mentalundersøgelse. Undersøgelsen skal afgøre, om han er egnet til fængselsstraf.

Manden blev sigtet for voldtægtsforsøg, efter at han en torsdag morgen i december sidste år, var trængt ind i pigens værelse i familiens villa i Græsted. Han talte om sex og forsøgte at holde pigen fast.

LÆS OGSÅ: Voldtægtsforsøg: Asylansøger trængte ind til otteårig pige
Pigen fik tilkaldt sine forældre, og faren og en nabo holdt manden fast, indtil politiet nåede frem.

Den 39-årige har under sagen nægtet sig skyldig og forklaret, at han intet huskede, fordi han var beruset.

Sagens tre dommerne var ikke enige om skyldspørgsmålet, idet en dommer ikke fandt det bevist, at manden havde til hensigt at voldtage pigen.

/ritzau/