Opfølgning på vej til alle løsladte fra fængslerne


Arkivfoto


Hvis man har afsonet en dom på eksempelvis ét år, skal man have hjælp til at komme tilbage til samfundet, som reglerne er i dag.

Men hvis man kommer ud uden dom efter at have siddet varetægtsfængslet lige så længe, er der ingen til at tage imod.

Det sidste var tilfældet, da Omar El-Hussein blev løsladt fra den ene dag til den anden 30. januar, skriver Politiken søndag.

To uger efter løsladelsen udførte den 22-årige det værste terrorangreb i Danmark i nyere tid.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, skriver i en mail til Politiken, at det skal sikres, “at der i forbindelse med udslusning af indsatte sker den nødvendige koordinering mellem kriminalforsorgen og landets kommuner”.

– Vi skal følge op med tiltag til at forebygge radikalisering og ekstremisme, siger hun til Politiken

Venstre er enig i, at der bør være udslusningshjælp til varetægtsfængslede, især til dem, der er frifundet.

For dem, der løslades i forbindelse med en anke, er løsningen en anden, siger ordfører Karsten Lauritzen.

Han mener, at hastigheden ved domstolene skal “speedes op”.

– Vi skal undgå at løslade folk, før straffen, de som minimum kan komme til at sidde, er udstået, siger Karsten Lauritzen til Politiken.

/ritzau/