Krudttønden i dagene efter angrebet.
Muslimer bliver spyttet på, slået og får revet tørklædet af. Islamisk Trossamfund melder om en klar stigning i antallet af racistisk motiverede overfald efter weekendens skudangreb.
Eksempler som en højgravid kvinde, som bliver skubbet og spyttet på. En mand, som tager kvælertag på ung kvinde i en bus og råber ‘fuck dig’ florerer på de sociale medier.
– Der tegner sig helt klart et mønster i øjeblikket. Der er ikke længere tale om enkeltstående tilfælde. Og jeg er bange for, at vi ikke har set det sidste angreb, fortæller Imran Shah, talsperson for Det Islamiske Trossamfund i Danmark, til Arbejderen.
Det er tilsyneladende især kvinder, som bliver offer for overfaldende. De får revet tørklæderne af, men der er også eksempler på, at muslimer bliver udsat for vold, skriver arbejderen.dk
Trossamfundet opfordrer moskeer og andre muslimske organisationer til at holde ekstra vagt og opstille overvågningskameraer. Desuden har trossamfundet anmodet politiet om at patruljere ekstra ved moskeer.