Sex-torterede kone og gav hende hundemad: Får et års rabat i fængsel


Arkivfoto


En 58-årig mand får syv års fængsel i landsretten for at have sexkrænket sin hustru og en tidligere kæreste.

Det skriver fyens.dk tirsdag eftermiddag.

Dermed koster den seksuelle vold og frihedsberøvelse den fynske mand dyrt – men ikke lige så dyrt, som Retten i Svendborg i første omgang havde afgjort.

LÆS OGSÅ: Kendt skyldig i sexvold: Bandt hustru og fordrede hende med hundemad
LÆS OGSÅ: Retssag: Sadomasochistisk mareridt og voldtægt to dage i stræk
I juli sidste år idømte byretten den nu 58-årige mand Svend Erik Haning otte års fængsel.

Manden blev i byretten dømt for blandt andet voldtægt og frihedsberøvelse af sin ekskæreste tilbage i 2000 samt voldtægt og frihedsberøvelse af sin hustru i oktober sidste år.

Hustruen blev ifølge anklageskriftet udsat for grov vold og trusler på livet og anmeldte sagen, da hun 11. oktober slap fri efter at have været i mandens vold i mere end to døgn.

Hun søgte mod en tankstation, hvor hun lånte en telefon.

Hustruen blev ifølge anklageskriftet bundet og fik tape for øjnene og slået til blods flere steder på kroppen. Desuden sprøjtede manden butangas i munden på hende, angiveligt for at få hende til at “slappe af”, som han selv har forklaret.

Under seancen fodrede manden blandt andet hustruen med hundemad og udsatte hende for forskellige seksuelle krænkelser.

Ekskæresten var ifølge anklagen i mandens vold i seks timer i september 2000.

Hun fik stød med en strømpistol, blev bundet og udsat for forskellige seksuelle krænkelser. Hun anmeldte dengang sagen til politiet, men manden blev aldrig kontaktet af ordensmagten.

Manden har under hele forløbet nægtet sig skyldig. Han hævder, at de to kvinder vidste, hvad de gik ind til.

/ritzau/