Hør det vilde skyderi: Lydoptagelse afslører mindst 40 skud


En lydoptagelse fra skyderiet mod Krudttønden i København som BBC er kommet i besiddelse af afslører, at der er blevet affyret mindst 40 skud i forbindelse med attentatet.

Like localeyes.dk på Facebook

Det er uklart, hvorvidt alle skud er affyret af gerningsmanden, eller om bragene også tæller politiets kugler.

På lydoptagelsen kan man høre en kvindelig foredragsholder snakke på engelsk, da skuddene falder hurtigt efter hinanden. Herefter hører man skramlede møbler, og en enkelt stemme, der siger: Ned.

En 40-årig civil borger mistede livet i forbindelse med angrebet, mens tre politibetjente blev sårede. De meldes alle tre uden for livsfare.

Politiet efterlyser en arabisk udseende mand på 25-30 år, cirka 185 centimeter høj og atletisk af bygning efter det formodet terrorskyderi ved debatarrangementet.

Såvel Politiets Efterretningstjeneste som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har efterfølgende sagt, at meget tyder på, at der er tale om en terrorhandling. Københavns Politi efterforsker sagen som terror.

Blandt andre den svenske kunstner og Muhammedtegner Lars Vilks deltog i et debatarrangement, da skuddene faldt mod Krudttønden.

Klik her for at høre lydfilen hos BBC.

/ritzau/