Belgisk domstol dømmer islamistleder 12 års fængsel


Belkacem er ansvarlig for radikalisering af unge mænd og for at forberede dem til salafistisk kamp, som ikke harmonerer med demokratiske værdier, siger dommeren. Arkivfoto


En belgisk domstol har onsdag dømt lederen af den islamistiske gruppe Sharia4Belgium 12 års fængsel for at stå i spidsen for en terrororganisation, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Like localeyes.dk på Facebook

Den 32-årige leder Fouad Belkacem har i modsætning til flere af de øvrige tiltalte i sagen ikke selv kæmpet i Syrien, men han var ifølge sagens dommer den drivende kraft i gruppen.

Anklageren havde krævet 15 års fængsel.

– Belkacem er ansvarlig for radikalisering af unge mænd og for at forberede dem til salafistisk kamp, som ikke harmonerer med demokratiske værdier, siger dommeren.

– Sharia4Belgium har rekrutteret disse unge mænd til væbnet kamp og organiseret deres rejse til Syrien.

Dommen falder, mens Belgien er i forhøjet terrorberedskab, efter at belgiske myndigheder i januar optrævlede ekstremisters planer om at dræbe betjente over hele landet.

Efterfølgende satte myndighederne soldater ind i flere byer.

Belgiske myndigheder indledte i september sidste år en storstilet retssag mod 46 medlemmer af Sharia4Belgium.

De stod anklaget for at tilhøre en terrororganisation og for at hjernevaske unge mænd i Belgien med det formål at få dem til at engagere sig i hellig krig i Syrien.

Der er tale om den største sag mod islamistiske ekstremister i Belgiens historie, og sagens omfang understreger samtidig landets status som et frugtbart sted for militante grupper at rekruttere nye medlemmer.

Kun få af de 46 tiltalte var til stede i retten i Antwerpen, og mange menes enten at være dræbt eller at befinde sig i Syrien eller Irak.

Belgien er det land i Europa med forholdsvist størst andel af jihadister i Syrien og Irak.

/ritzau/