Græsk spareprogram sendte antallet af selvmord i vejret


Arkivfoto


Antallet af selvmord i Grækenland steg med mere end en tredjedel, efter at landet i juni 2011 iværksatte et kraftigt spareprogram, der blandt andet betød nedskæringer i flere velfærdsydelser og pensioner.

Det viser tal fra de seneste 30 år, som græske og amerikanske forskere har nærstuderet.

Efter at nedskæringerne i den græske økonomi blev vedtaget, steg antallet af selvmord med 35,7 procent i forhold til månederne op til. Det øgede niveau forblev højt resten af 2011 og nåede sit højeste niveau nogensinde i 2012, som er det sidste år i undersøgelsen.

Forskerne har gennemgået tal fra det officielle græske statistikbureau, men foruden at se på de rene tal for selvmord, har de også gennemgået en lang række dødsfald, der potentielt var klassificeret forkert.

Ifølge forskerne er mange dødsfald blevet betegnet som “ulykker” på grund af religiøse tabuer.

Like localeyes.dk på Facebook

Fra 1983 til 2012 menes 11.505 grækere at have taget deres eget liv. Det fordeler sig mellem 9079 mænd og 2426 kvinder.

Disse tal blev efterfølgende holdt op mod 12 store økonomiske begivenheder i samme 30-årige periode.

Og tendensen er klar: Antallet af selvmord faldt, når der var gode nyheder for økonomien. For eksempel faldt antallet af selvmord blandt mænd med 27 procent, efter at euroen blev introduceret i Grækenland i januar 2002.

I oktober 2008, da den økonomiske krise for alvor gjorde sit indtog, steg antallet af selvmord med 13 procent blandt græske mænd.

Det græske spareprogram, som den daværende regering gennemførte i 2011 for at få en låneaftale med eurolandene og Den Internationale Valutafond, fik tallet til at skyde endnu mere i vejret.

Det har i flere år været kendt, at finanskrisen har ført til flere selvmord, men tallene har indtil nu ikke været analyseret grundigt.

Et lignende studie fra Spanien har også vist, at antallet af selvmord steg med knap 10 procent i tiden, efter at finanskrisen ramte.

/ritzau/AFP