En dansk-tjetjensk mand meldes død i kampe i Ukraine


Foto fra Twitter. Den døde er Isa Munajev. Oplysningen om hans død kommer fra foreningen Frit Kaukasus, der har været i kontakt med Isa Munajevs kone.


En dansk-tjetjensk mand er blevet dræbt i kampe i det østlige Ukraine nær byen Debaltsevo, oplyser TV2 News.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Den døde er Isa Munajev. Oplysningen om hans død kommer fra foreningen Frit Kaukasus, der har været i kontakt med Isa Munajevs kone.

Isa Munajev er en af flere danske mænd, der er rejst til Ukraine for at kæmpe.

Berlingske skrev i oktober, at syv mænd på det tidspunkt var rejst fra Danmark til det østlige Ukraine, hvor der har været kampe mellem ukrainsk militær og prorussiske separatister.

Ifølge bladet var Isa Munajev rejst af sted for at kæmpe på ukrainsk side. Han skulle stå i spidsen for en bataljon af overvejende tjetjenske frivillige.

Isa Munajev kommer fra Birkerød, hvor han har arbejdet som boksetræner for et ungdomshold, efter at han i 2007 kom til Danmark.

Han har været et kendt ansigt i det dansk-tjetjenske miljø som blandt andet formand for Frit Kaukasus, der er en tjetjensk forening.

/ritzau/