Kutter fik fat i sennepsgas under fiskeri ved Bornholm


Arkivfoto


Flere myndigheder er sent tirsdag blevet alarmeret, fordi en kutter under fiskeri ved Bornholm er kommet i kontakt med sennepsgas fra Anden Verdenskrig.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Kutteren er kommet ind til havnen i Nexø ved 18-tiden med en sennepsgas-granat uden kappe, oplyser Beredskabsstyrelsen Bornholm til Ritzau.

Granaten er cirka en halv meter lang.

Efterhånden sker det kun et par gange om året, at fiskere får sennepsgas i trawlet.

I 1990’erne skete det derimod op til 100 gange årligt, og nogle gange kom fiskere til skade.

I den aktuelle sag har Beredskabsstyrelsen taget sig af opgaven med at rense kutteren, trawlet, fiskerkasser og andet. To vagthavende og otte værnepligtige deltager i arbejdet.

Også minører fra forsvaret er involveret, og desuden er Fiskeriinspektoratet gået ind i sagen.

Efter Anden Verdenskrig dumpede Sovjetunionen store mængder kemiske våben på cirka 100 meters dybde øst for Bornholm.

/ritzau/