Tarme og maver spredt på landevej


Arkivfoto


Lifstrup Hovedvej syd for Varde er efter midnat igen blevet åbnet for trafik efter en flere timer lang rengøring mandag aften. Men bilister på strækningen rådes til at køre forsigtigt, fordi der fortsat er glat flere steder på vejen.

Like localeyes.dk på Facebook

Det oplyser Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Vejen blev afspærret ved 19-tiden, efter at en tankvogn med 30 ton slagteriaffald begyndte at lække sin last ud over vejen.

Det krævede et specielt rensemiddel at få fjernet mave- og tarmaffaldet fra vejen.

– Det er fortsat så glat derude efter rengøringen, at der er bestilt saltning af vejen, siger Søren Strægaard.

Vognmanden efterlod den defekte tankvogn i vejsiden for at hente en ny, som slagteriaffaldet kunne hældes over i.

Imens stod tankvognen og lækkede.

Hele vejbanen var dækket af det slimede og fedtede affald over en strækning på 200 meter. Politiet valgte derfor at afspærre Lifstrup Hovedvej mellem Ny Lifstrupvej og Østre Omfartsvej ved Varde.

/ritzau/