To fan-grupperinger kom op at slås efter kampen, da politiet ville gribe ind, rettede nogle af de unge vreden mod betjentene, og det endte med at en politibetjent fik nogle slag i hovedet. Arkivfoto
En ung mand er på vej til stationen hos Københavns Vestegns Politi, hvor han vil blive sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.
Det oplyser vagtchef hos Københavns Vestegns Politi, Jens Møller.
– Vi ved endnu ikke hvor gammel han er, han er på vej ind til stationen, hvor han vil blive sigtet for vold mod tjenestemand i funktion, efter at have slået en politibetjent efter en ishockeykamp i Herlev Skøjtehal, siger Jens Møller.
Efter sportskampen på isen opstod der ballade mellem de to ishockeyholds fanskare.
– To fan-grupperinger kom op at slås efter kampen, da politiet ville gribe ind, rettede nogle af de unge vreden mod betjentene, og det endte med at en politibetjent fik nogle slag i hovedet, siger Jens Møller.
Den unge mand blev anholdt af politiet. Politibetjenten kom ikke alvorligt til skade, men fulgte politiets procedure med at tage et smut på skadestuen og blive tjekket af en læge.
Ifølge vagtchefen er det planen, at beholde den unge mand natten over og fremstille ham i et grundlovsforhør søndag, sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.
Det er straffelovens almindelige voldsparagraffer, der kommer i spil, men når volden er rettet mod en tjenestemand i funktion, er det en skærpende omstændighed.
/ritzau/