Arkivfoto
Samarbejdsvanskeligheder var en af årsagerne til, at den tidligere PET-chef Jakob Scharf efter knap syv år forlod sin post som øverste chef for efterretningstjenesten i december 2013.
Men Scharf har tilsyneladende ikke svært ved at rekruttere folk fra hverken PET eller Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) til sit nye sikkerhedsfirma Certa Intelligence and Security.
Ifølge Børsen lægger det nye selskab ambitiøst ud med 17 ansatte fra starten – heraf kommer de ni fra de to efterretningstjenester, PET og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
En af dem er Søren Lindholm, der sad i en central lederstilling i PET, som han netop har forladt. Han er startet i Jakob Scharfs efterretnings- og sikkerhedsfirma som leder af en afdeling for strategisk fysisk sikkerhed, fremgår det af hans profil på det sociale netværk LinkedIn.
I et år frem til januar 2012 har Søren Lindholm dog arbejdet i Riyadh i Saudi-Arabien som ansvarlig for udvikling og implementering af et efterretnings- og sikkerhedskoncept indenfor det saudiske indenrigsministerium.
Om medarbejderne fra PET definitivt har forladt tjenesten eller har søgt orlov, har PET ingen kommentarer til overfor Ritzau.
Justitsministeriet har oplyst til Ritzau, at Jakob Scharf har fået et års orlov uden løn fra den stilling som kommitteret, som ministeriet placerede ham i, efter at han måtte gå af som PET-chef.
Jakob Scharf har stiftet sikkerhedsfirmaet sammen med Jakob Dreyer, der er tidligere direktør i et reklamefirma. Scharf er bestyrelsesformand, mens Jakob Dreyer er administrerende direktør i sikkerhedsfirmaet.
Jakob Scharf har ikke reageret på Ritzaus henvendelse, men i Børsen lægger han ikke skjul på, at PET-baggrunden spiller en væsentlig rolle for det nye efterretnings- og sikkerhedsfirma.
– Skåret meget ind til benet, handler det om at tage erfaringer og metoder fra efterretningstjenesten og bruge dem på det private marked, sagde Jakob Scharf fredag til avisen.
I ryggen har den tidligere PET-chef og hans samarbejdspartner en investor, der ikke vil stå frem med navn.
I Danmark er adskillige sikkerhedsfirmaer, blandt andet det ni år gamle Guardian med hovedsæde i Aalborg, der arbejder verden over med strategisk sikkerhed.
– Jeg hilser det nye firma velkommen i branchen, der er plads til alle, og forhåbentlig arbejder vi på lige vilkår, siger administrerende direktør i Guardian, Norman Kristiansen til Ritzau.
Guardian har et rådgivende råd i ryggen bestående af fremtrædende folk fra mediebranchen, A.P. Møller-Mærsk og en tidligere forsvarsminister.
/ritzau/