Den liberale blogger Raif Badawi er blevet idømt 10 års fængsel og 1000 piskeslag af styret i Saudi-Arabien. Piskeslagene skal afsones med 50 hver fredag i 20 uger. I fredags fik han de første 50 slag, men det har påvirket hans helbred så meget, at afstraffelsen i dag er udskudt.
– Fængselslægen har konstateret, at Raif Badawis helbred ikke muliggør hans piskeslag i dag, siger en talsmand fra familien til nyhedsbureauet AFP.
Bloggeren er dømt for at fornærme islam på sin hjemmeside, og straffen på 1000 piskeslag skal afsones ved 50 piskeslag hver fredag over 20 uger.
Den 9. januar fik han de første 50 piskeslag, som har gjort så store skader på Badawis helbred, at lægerne vurderer, han ikke kan modtage de næste 50. Det skriver Amnesty International i en pressemeddelelse.
– Sårene fra sidste gang er ikke helet i en sådan grad, at han kan stå endnu en omgang igennem, skriver Amnesty.
Lægen, der foretog lægetjekket, har ifølge Amnesty anbefalet, at piskeslagene udsættes til næste uge.
Sagen har fået international opmærksomhed, da de første piskeslag faldt blot få dage efter terrorangrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo i Paris. Her blev terroristerne filmet på vej væk fra redaktionen råbende: “Profeten er blevet hævnet.”
Ud over 1000 piskeslag i fuld offentlighed er Badawi idømt 10 års fængsel og en bøde på en million riyals – svarende til små 1,5 millioner kroner.
Badawi blev i juni 2012 dømt for cyberkriminalitet og for ikke at adlyde sin far, efter han lavede hjemmesiden “Free Saudi Liberals”, hvor politiske og religiøse forhold skulle være til diskussion.
Straffen dengang lød på syv års fængsel og 600 piskeslag, men efter en appelsag i 2013 blev straffen øget til 10 år og 1000 piskeslag.
Dommen er blevet kritiseret af EU og USA, der har anbefalet Saudi-Arabien at droppe straffen.
/ritzau/