Ifølge politiet opsøgte den afghanske kvinde sin jævnaldrende eksmand på hans bopæl. Hun havde taget en kokkekniv med, som hun stak ham med i brystet og i maven. Arkivfoto
Seks års fængsel og en betinget udvisning fra Danmark bliver straffen til en 26-årig afghansk kvinde for at have forsøgt at dræbe sin eksmand.
Det oplyser Østjyllands Politi torsdag efter domsafsigelsen i Retten i Aarhus.
Drabsforsøget fandt sted natten til 24. februar sidste år.
Ifølge politiet opsøgte den afghanske kvinde sin jævnaldrende eksmand på hans bopæl. Hun havde taget en kokkekniv med, som hun stak ham med i brystet og i maven.
Under knivstikkeriet opstod der tumult, og kvinden flygtede fra stedet. Derefter ringede den 26-årige sårede mand selv til politiet.
Manden var nær død af overfaldet, skriver politiet.
Den afghanske kvinde har været varetægtsfængslet siden 28. maj.
/ritzau/