Politiets teori om dødsulykke: Årsag til ulykke var glatte veje


Ifølge vagtchefen er politiets foreløbige teori, at årsagen til ulykken er glatte veje.


To personer har mistet livet ved en ulykke onsdag formiddag på Silkeborgvej nord for Brædstrup.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Der er tale om en mand og en kvinde, som var kørende i en varebil. De har mistet herredømmet over bilen, og er kommet over i modsatte kørebane, hvor de har ramt en lastbil, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Ifølge vagtchefen er politiets foreløbige teori, at årsagen til ulykken er glatte veje.

– Vores folk derude har meldt tilbage, at der er meget glat. Der er faldet noget slud og noget sne i området. Ulykken er sket på lige vej, fortæller Hans Hoffensetz.

LÆS OGSÅ: To dræbt i frontalt sammenstød mod lastbil
LÆS OGSÅ: Tv: To personer i livsfare efter ulykke med lastbil
Ulykken fandt sted kort efter klokken 11 onsdag, og vejen er onsdag eftermiddag fortsat spærret for trafik i begge retninger, mens politi og redning arbejder på stedet.

– Vi har etableret omkørsel på stedet. Der vil nok være spærret nogle timer endnu, fortæller Hans Hoffensetz først på eftermiddagen.

Vagthavende hos redningsberedskabet i Horsens Kommune oplyser til Ritzau, at man har været tilkaldt i forbindelse med en trafikulykke med fastklemte personer.

Hos Sydøstjyllands Politi fortæller Hans Hoffensetz, at lastbilchaufføren er sluppet uskadt fra ulykken.

– Men han er selvfølgelig stærkt chokeret, siger Hans Hoffensetz.

Sydøstjyllands Politi er onsdag eftermiddag i færd med at underrette de pårørende.

/ritzau/