Politiet advarer: Pas på fupopkald


Giv ikke lov til fjernadgang, giv ingen oplysninger og afbryd samtalen, opfordrer politileder. Arkivfoto


Københavns Vestegns Politi advarer mod engelsktalende svindlere, som ringer til tilfældige borgere, hævder at være fra Microsoft og prøver at lokke folk til at give sig fjernadgang til deres computer. Giv ikke lov til fjernadgang, giv ingen oplysninger og afbryd samtalen, opfordrer politileder.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

I december blev en mand i Søborg og en kvinde i Høje-Taastrup ringet op af en rar engelsktalende kvinde, som venligt advarede dem om, at der var virus på deres computere.

Kvinden i Høje-Taastrup blev stillet videre til den venlige engelsktalende dames mandlige teknikerkollega i ’Microsoft’. Han bad om fjernadgang til computeren i Høje-Taastrup og overtalte til, at man downloadede et program til at fjerne virussen. Programmet skulle der betales 25 kroner for via pengeoverførselsfirmaet Western Union. Det viste sig senere, at der var overført yderligere ca. 2.100 kroner via Western Union ved at misbruge Mastercard-oplysninger.

Manden i Søborg fik nogle gode råd, som han skulle betale 150 kroner for via overførsel fra sin netbank til en udenlandsk bankkonto. Han opdagede senere, at der var overført yderligere næsten 2.000 kroner til udlandskontoen.

– Microsoft og andre computerfirmaer vil aldrig kontakte en borger uopfordret. Giv ikke fjernadgang, download ingen programmer og overfør ingen penge, siger politikommissær Claus Hjermitslev.

Han er efterforskningsleder i Københavns Vestegns Politis efterforskningsafdeling for økonomisk kriminalitet, som de seneste måneder har modtaget en stribe henvendelser om lignende opkald heraf 10-15 deciderede anmeldelser.

– Det er et fupnummer, hvor en svindler får borgeren til at give sig adgang til computer og netbankkonto. Tro ikke på dem og afbryd samtalen, opfordrer Claus Hjermitslev.