Lig på rasteplads er identificeret – mand er anholdt


Tv-optagelser fra rastepladsen nær Langå i Jylland, hvor liget blev fundet.


Politiet har identificeret den kvinde, hvis lig i weekenden blev fundet på en rasteplads ved Langå.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

En mand er blevet anholdt og sigtes for at have dræbt kvinden, der stammer fra Nordafrika.

Liget blev fundet lørdag formiddag.

LÆS OGSÅ: Tv: Lig fundet i en plasticpose ved Randers
LÆS OGSÅ: Politiet bekræfter: Der var et lig i plastikposen
På rastepladsen havde en forbipasserende lagt mærke til nogle sorte plastiksække og besluttede at undersøge dem nærmere.

Herefter blev der slået alarm.

Umiddelbart havde politiet ingen anelse om, hvem kvinden var, og derfor appellerede politiet til offentligheden om hjælp.

Det var netop et tip fra en borger lidt over mandag middag, som løste gåden.

– Vi har fået over 200 henvendelser, det er rigtigt godt, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi til Ritzau.

Derefter gik det stærkt. Lidt før klokken 16 blev en 32-årig mand anholdt i Sønderjylland og sigtet for at have dræbt hende, fremgår det af en pressemeddelelse.

Politiet mener, at kvinden blev dræbt på mandens bopæl på det vestlige Fyn.

– Det er sket først på ugen, siger Jesper Bøjgaard.

Kvinden er fra et nordafrikansk land og opholdt sig i Danmark på et turistvisum.

Om hendes forhold til den anholdte mand nøjes Jesper Bøjgaard med at sige, at “de kendte hinanden i forvejen”.

Hvordan den anholdte stiller sig til sigtelsen for manddrab, vides mandag aften ikke.

Østjyllands Politi kan ikke udtale sig om et eventuelt motiv til forbrydelsen.

Tirsdag overtager efterforskere fra Fyns Politi drabssagen.

En dommer på Fyn skal tirsdag i et grundlovsforhør afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den 32-årige mand.

/ritzau/