Her tv-optagelser fra Buddingevej i Kongens Lyngby, hvor store grene blæste ned på vejen.
175 gange har Falck måtte rykke ud og hjælpe folk med at sikre huse i forbindelse med, at stormen Egon havde rusket godt og grundigt i husene.
Og lidt over 100 gange har man været ud i forbindelse med træer, der er bukket under for stormen.
– Vi har været ude til en række typiske husopgaver med tagsten, der blev blæst ned. Og hvor vi har hjulpet folk med at sætte presenninger op for at undgå yderligere skader, siger Jeppe Ilkjær, pressemedarbejder i Falck.
Samme melding lyder fra forsikringsselskabet Tryg. Her har selskabets skadeservice rykket ud 50 gange til faldende tagsten og brækkede grene og træer. Samlet har omkring 100 ringet ind med skader.
– Alt taget i betragtning ser det forholdsvis roligt ud. Og det har primært været mindre skader. Det ser ud til, at folk har tager deres forholdsregler – og at det har virket, siger Kasper Riis, der er kommunikationschef i Tryg.
Tryg er lige nu i Lemvig, hvor omkring 145 borgere er blevet evakueret i et boligområde. Evakueringen er gennemført ifølge Midt- og Vestjyllands politi.
Ifølge DMI kan vandstanden komme op på det højeste niveau nogensinde i Lemvig med hele 190 til 192 centimeter over dagligt vande.
– Vi overvåger nu området, og vi er til stede med vores skadeservice, der er parat til at hjælpe til, siger Kasper Riis.
/ritzau/