Supermarked-gidseltager havde flere domme


Den 32-årige mand, som blev født syd for Paris i Essonne, havde ifølge det franske nyhedsbureau AFP tidligere afsonet tid i fængslet for røveri- og narkotikarelaterede sager.


Gidseltageren Amedy Coulibaly, som fredag eftermiddag blev dræbt af politiet, da det stormede det jødiske supermarked, hvor han holdt gidsler, var tidligere dømt for flere forhold af mere eller mindre alvorlig grad.

Like localeyes.dk på Facebook

Den 32-årige mand, som blev født syd for Paris i Essonne, havde ifølge det franske nyhedsbureau AFP tidligere afsonet tid i fængslet for røveri- og narkotikarelaterede sager.

I 2013 fik han en dom på fem år for at have været del af et fejlslagent forsøg på at befri den algeriske islamist Smain Ait Ali Belkacem fra et fængsel.

LÆS OGSÅ: Tv: Politiet stormer det jødiske supermarked
Coulibaly blev anholdt, da der blev fundet 240 Kalashnikov-patroner i hans hjem. Men allerede i maj 2014 blev han sluppet fri igen.

I løbet af den korte tid i fængslet nåede han dog at møde Cherif Kouachi, som er den yngste af de to Kouachi-brødre, som onsdag dræbte 12 personer i forbindelse med terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Couilbaly skulle ifølge AFP have konverteret til Islam i fængslet.

Ifølge flere medier har de to brødre og Coulibaly det til fælles, at de menes at have været del af det samme islamiske netværk “Butte-Chaumont”, som er opkaldt efter en park i den fattige bydel det 19. arrondissement i Paris, hvor medlemmerne boede.

Netværket har tidligere sendt jihadister til Irak, som skulle slås mod amerikanske tropper. I mange år har unge mænd fra området, som har langt højere arbejdsløshed end i resten af Paris, draget i hellig krig.

Mens Coulibaly fredag befandt sig i det jødiske supermarked, hvor han holdt flere personer som gidsler, talte han med den franske tv-station BMF-TV, inden han blev dræbt.

Her fortalte han, at aktionen var koordineret med Kouachi-brødrene, der samtidig havde forskanset sig i et trykkeri nordøst for Paris.

Den 32-årige nævnte også ifølge France 24, at han over telefon til flere af sine venner havde bedt dem om at “angribe forskellige mål, især politistationer i Paris’ forstæder.”

Hans kæreste, den 26-årige Hayat Boumeddiene, er stadig på fri fod og menes at være bevæbnet og farlig. Hun eftersøges som medskyldig i drabet på den kvindelige politibetjent torsdag i Paris.

Sideløbende med sin kriminelle karriere arbejdede Couilbaly ifølge AFP på en Coca-Cola-fabrik mellem 2008 og 2010.

/ritzau/