Arkivfoto: Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har blandt andet udgivet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskriver profeten Muhammeds liv.
Bevæbnede mænd stormede onsdag Paris-redaktionen for det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdo og dræbte mindst 11 personer, bekræfter den franske anklagemyndighed.
10 skal være såret – fem af dem alvorligt. To politimænd skal være blandt de dræbte, skriver nyhedsbureauet AFP.
En fransk journalist, der skal have været i kontakt med en person inde på Charlie Hebdo-redaktionen, siger, at en person inde i bygningen talte om en “massakre”, og et øjenvidne siger, at der skal være affyret omkring 30 skud.
Den franske tv-kanal l iTELE rapporterer, at angrebet fandt sted midt i Paris, og et øjenvidne siger til tv-stationen:
– Omkring 11.30 stormede to mænd med sorte hætter over hovedet ind i bygningen med Kalashnikovgeværer. Få minutter senere hørte vi mange skud, siger øjenvidnet, Benoit Bringer, som tilføjer, at han så mændene flygte fra bygningen.
Mændene kaprede under flugten en bil og ramte en fodgænger, da de kørte hurtigt væk.
Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har blandt andet udgivet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskriver profeten Muhammeds liv.
Det var Muhammed-krisen i Danmark, der inspirerede til særnummeret. Bladet har tidligere modtaget trusler på grund af tegningerne og har været udsat for et brandattentat i 2011.
I 2006 bragte magasinet en række karikaturtegninger af Muhammed, to af dem var tegninger fra Jyllands-Posten.
Ugemagasinets kontorer har tidligere været udsat for et brandattentat, efter at bladet var udkommet under navnet “Sharia Hebdo” i en udgave, som redaktionen hævdede, at profeten Muhammed havde været “gæsteredaktør” på.
I Frankrig bor der mindst fire millioner muslimer. Dermed har Frankrig Vesteuropas største muslimske samfund.
/ritzau/AFP