Video fra bombeeksplosionen under Boston Maraton 15. april 2013.
Den terrortiltalte Dzokhar Tsarnaev er til stede i retssalen, når retssagen mod ham indledes i Boston mandag med valget af en jury.
Den 21-årige tjetjenske indvandrer risikerer dødsstraf i retsopgøret om, hvad der kaldes den alvorligste terrorhandling på amerikansk jord siden den 11. september 2001.
Tre personer mistede livet, da to bomber eksploderede i målområdet under Boston Maraton 15. april 2013. Omkring 260 mennesker blev såret.
Det ventes, at retssagen vil vare i tre måneder.
Dsjokhars syv år ældre bror blev dræbt under de to brødres flugt fra politi og sikkerhedsfolk, og forsvarerne ventes at fremstille den døde som hovedmanden og hjernen bag terroranslaget.
Udvælgelsen af juryen vil formentlig vare omkring to uger. Der er indkaldt 1200 personer som mulige medlemmer.
Frem til onsdag vil en gruppe på 250 mennesker skulle svare på spørgsmål, der skal tydeliggøre, hvorvidt de er egnet til at være blandt de 12 nævninge.
Mellem 80 og 100 personer er indkaldt som vidner i retssagen.
Tsarnaev forsvares af et hold på fem advokater, deriblandt den erfarne Judy Clarke, som tidligere har reddet mange af sine klienter fra dødsstraf.
Den tiltalte har erklæret sig ikke-skyldig i samtlige 30 tiltalepunkter.
Anklagemyndigheden i USA har vendt hver en sten under forberedelserne af straffesagen, og det menes, at de to brødre var alene om angrebet, hvor et par trykkogere fyldt med sprængstof, søm og kuglelejer blev bragt til sprængning for at ramme flest muligt.
Brødrene stillede rygsækkene blandt tilskuerne tæt på maratonløbets mållinje og forsvandt til fods. Ud over de tre mennesker, der blev dræbt ved eksplosionerne, var der adskillige blandt de sårede, der mistede et eller flere lemmer.
En sikkerhedsvagt blev det fjerde dødsoffer i forbindelse med politiets jagt på gerningsmændene. Under politijagten, der holdt Boston-området i en skruestik i fem dage, blev Tamerlan Tsarnaev dræbt.
/ritzau/AFP