Britisk prins sættes i forbindelse med pædofil sex-ring


Storbritanniens prins Andrew, der er nummer fem i arvefølgen til den britiske trone, er igen havnet i medierne, efter at en amerikansk kvinde i et sagsanlæg påstår, at hun som mindreårig blev holdt som sexslave og blandt andet blev tvunget til at have sex med prinsen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

I retsdokumenterne, der blev indgivet i den amerikanske delstat Florida i denne uge, lyder det, at milliardæren Jeffrey Epstein tvang hende til at have sex med den royale arving i New York og på en privat yacht som led i “et orgie med adskillige mindreårige piger”.

– Epstein instruerede (den sagsøgende kvinde, red.) i at give prinsen, hvad end han krævede af hende, og derefter at melde tilbage til Epstein med detaljer om sexmisbruget, står der i dokumenterne.

Prins Andrew er ikke nævnt som en direkte anklaget i sagsanlægget. Alligevel har det britiske kongehus valgt at kommentere sagen.

– For at undgå enhver tvivl: Samtlige antydninger af usømmelige forhold med mindreårige er kategorisk usande, siger Meryl Walter, talskvinde for Buckingham Palace.

Ifølge kvinden, hvis identitet er ukendt, var hun sexslave for milliardæren Jeffrey Epstein fra 1999 til 2002.

Prins Andrew har tidligere trukket overskrifter på grund af sit venskab med Epstein, der er dømt for pædofili.

I 2010 blev billeder af et møde mellem de to mænd trykt i en række britiske tabloidaviser.

Det fik efterfølgende den 54-årige prins til offentligt at erkende, at han havde begået en fejl ved at ses med milliardæren, der på det tidspunkt var registreret som sexkrænker.

I 10 år var prins Andrew den nationale udsending for international handel og investeringer, men han trådte tilbage i 2011.

Han har ikke kommenteret rygter i medierne om, at det netop var Epstein-forbindelsen, der fik ham til at trække sig fra posten.

I den ukendte kvindes sagsanlæg nævnes ud over prins Andrew også en tidligere professor på Harvard University og en fremtrædende advokat.

/ritzau/Reuters