Tre personer dræbt i fyrværkeri-ulykker i Nordjylland


Her billede fra Andedamesvej i Skjellerup, hvor to skulle være blevet dræbt


Tre personer er blevet dræbt, mens to andre er blevet alvorligt kvæstet efter to forskellige fyrværkeri-ulykker i Nordjylland nær Mariager, oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Tre dræbt af fyrværkeri: EOD skal sikre området
LÆS OGSÅ: Nytårstragedie: Tre personer dræbt af fyrværkeri
Vagtchef Heine Hansen bekræfter dødsfaldene over for Ritzau, men har omkring to timer efter midnat endnu ikke fuldt overblik over sagernes omfang.

– Der har med kort tids mellemrum været to ulykker med dødeligt udfald i forbindelse med affyring af fyrværkeri. Tre personer er døde, og to er kommet til skade. De tilskadekomnes tilstand er endnu ikke klarlagt, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Begge ulykker skete i Mariager Fjord Kommune. Det er fortsat uafklaret, hvad der forårsagede ulykkerne.

– Af sikkerhedsmæssige årsager er EOD (Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, red.) rekvireret til sikring af området inden en egentlig gerningsstedsundersøgelse kan foretages, lyder det fra Heine Hansen.

Ulykkernes ofre bliver fløjet til Rigshospitalet i København med helikopter.

– De to tilskadekomne er nu undervejs til Rigshospitalet med helikopter. Der er oprettet kriseberedskab på Hobro Sygehus hvor der er læge, psykolog og politi på stedet, oplyser vagtchefen i en mail.

/ritzau/