Død mand fundet på strand ved Kalundborg


Arkivfoto


En mand er onsdag formiddag blevet fundet død på stranden ved Skipperlinjen på den sydlige side af Røsnæs ved Kalundborg.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Der er ikke tegn på vold, men politiet efterforsker sagen som et mistænkeligt dødsfald, oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi.

– Der er tale om en mand på omkring de 60 år, der blev fundet død i vandkanten af en forbipasserende, siger vagtchefen.

Manden blev fundet død onsdag klokken 10.36, og politiet arbejder onsdag eftermiddag på at identificere liget.

Samtidig undersøges området omkring findestedet af politi med hunde for at se, om manden kan have efterladt noget, der kan hjælpe med identifikationen.

– Vi hører også gerne fra folk, der savner pårørende, siger vagtchefen.

Ifølge politiet er den døde mand iført almindeligt tøj, så der formentlig ikke er tale om en lystfisker.

Manden har ikke ligget i vandet i længere tid, oplyser politiet.

/ritzau/