Uden for døren står to unge mænd i hættetrøjer. De slår ham ned i døråbningen, så han falder om. Herefter skræver de over ham og går direkte ind til et pengeskab, han har i lejligheden. Arkivfoto
En knytnæve i ansigtet sendte en 55-årig mand i gulvet, da han sent mandag aften blev udsat for et hjemmerøveri i Odense.
To unge mænd stod bag røveriet, og de slap væk med et pengeskab, men lod andre værdigenstande blive tilbage i lejligheden, oplyser Fyns Politi.
– Klokken 23.50 ringer det på døren hos en mand i midtbyen i Odense. Han åbner, og uden for døren står to unge mænd i hættetrøjer. De slår ham ned i døråbningen, så han falder om. Herefter skræver de over ham og går direkte ind til et pengeskab, han har i lejligheden, siger Kim Munksgaard, vagtchef ved Fyns Politi, til Ritzau.
– Manden har andre værdigenstande i lejligheden, men dem lader de være. De går målrettet efter pengeskabet, hvorefter de forsvinder fra lejligheden, siger Kim Munksgaard.
Politiet ønsker ikke at oplyse adressen for ikke at skræmme naboerne unødigt, men hjemmerøveriet fandt sted i en lejlighed på første sal i en etageejendom i Odenses midtby.
Naboerne i ejendommen hørte tumult fra lejligheden, og de fandt manden blødende fra ansigtet, da de kom ud i opgangen.
Den 55-årige har det efter omstændighederne godt.
– Han er selvfølgelig chokeret, men har det godt. Han har ingen idé om, hvem gerningsmændene er. Han har intet udestående med andre, og han er ikke kriminel, så vi efterforsker det som et hjemmerøveri, siger Kim Munksgaard og tilføjer:
– Det virker meget målrettet. Der er intet af værdi i det lille pengeskab, som man kan have med under armen. Skabet indeholder kun papirer.
Signalementet på de to gerningsmænd er meget sparsomt. Der er angiveligt tale om to unge mænd iført sorte og grå hættetrøjer.
De taler begge flydende dansk. Den ene gerningsmand er dansk af udseende, mens den anden er en udenlandsk udseende mand.
Hjemmerøveriets offer er heller ikke klar over, hvordan røverne slap væk fra lejligheden, så politiet ved ikke, om de er flygtet fra stedet til fods eller i en bil eller andet.
/ritzau/