Først påsejler han molen, så både skib og mole får skader. Så fortsætter han ind i havnen, hvor han sejler ind i kajen, så den bliver skadet, og skibet får flere skader. Arkivfoto
En heftig promille er ingen hjælp, når man skal koncentrere sig om at styre et 100 meter langt skib, der med sin last af trækævler vejer 6000 ton, ind i en havn og til kaj.
Det måtte den russiske kaptajn på et estisk skib sande mandag, da han skulle ind i havnen i Assens.
– Først påsejler han molen, så både skib og mole får skader, fortæller Jesper Fält, der er vagtchef ved Fyns Politi, til Ritzau.
– Så fortsætter han ind i havnen, hvor han sejler ind i kajen, så den bliver skadet, og skibet får flere skader.
Trods den voldsomme indsejling og skaderne på skibet er der ikke umiddelbart fare for udslip i forbindelse med kaptajnens vilde sejlads.
Kaptajnen var tydeligt beruset, men hans promille er ikke kendt – den var så høj, at politiets alkometer ikke kunne måle det. Han er mandag aften på vej til Odense, hvor han vil få taget en blodprøve.
Imens er kaptajnens og skibets papirer inddraget, og skibet bliver tilbageholdt som sikkerhed.
– Ud over en bøde er der et erstatningskrav for skaderne på molen og kajen, forklarer Jesper Fält.
/ritzau/