Politi snød fire nordmænd: Troede de fik “koma på flaske”


GBL, gamma butyrolacetone, også kaldet fælgrens eller “koma på flaske”.


Fire nordmænd på besøg i Frederikshavn fik ikke, hvad de havde bestilt, da 20 plastikdunke blev afleveret til dem i august. Dunkene indeholdt nemlig 200 liter vand.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

I virkeligheden forventede mændene en stor forsendelse fra udlandet af rusmidlet GBL, hævder politiet. GBL, gamma butyrolacetone, kaldes af nogle fælgrens og har også tilnavnet “koma på flaske”.

Men i al diskretion havde betjente grebet ind og udskiftet indholdet med en mere uskyldig væske.

Manøvren beskrives i et anklageskrift, som Nordjyllands Politi har udfærdiget i sagen mod de fire nordmænd, der har siddet varetægtsfængslet siden slutningen af august.

GBL er blevet udbredt blandt nogle i technomiljøet. Men det er meget farligt, har det vist sig.

Tiltalen drejer sig om i alt 252 liter GBL. Det er så grov en lovovertrædelse, mener anklagemyndigheden, at forbrydelsen skal placeres i den alvorligste del af straffelovens narkoparagraf – som i teorien rummer mulighed for en straf på op til 16 års fængsel.

Ellers er strafferammen fængsel i 10 år.

Påstanden er, at der er “særligt skærpende omstændigheder” ved sagen.

Om det er en rigtig vurdering, skal Retten i Hjørring tage stilling til i begyndelsen af februar.

De fire nordmænd, der er først i 30’erne, nægter sig alle skyldige.

Sagen er usædvanlig, og hvis retten dømmer kvartetten, vil dommen kunne give svar på flere uafklarede spørgsmål.

– Vi har ikke tidligere set domme, hvor der udtrykkeligt er taget stilling til GBL’s farlighed, siger anklager Jakob Herborg til Ritzau.

En retskemiker vil blive indkaldt som vidne i sagen, og muligvis skal også andre specialister afgive forklaring.

I Danmark har der ikke tidligere været sager i samme størrelsesorden.

Anklageren vil ikke røbe fra hvilket land, de mange liter blev afsendt. Det skyldes, at sagen hidtil har været behandlet bag lukkede døre.

/ritzau/