27-årig dømt for drabsforsøg: Får seks år i fængsel


Gerningsstedet den 7. november 2013


Et brutalt overfald i en lejlighed i københavnerbydelen Brønshøj har mandag kostet en 27-årig mand, der tidligere er dømt for dødsvold, seks års fængsel for drabsforsøg.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ved overfaldet fik en mand, der lejede et værelse ud til en af den 27-åriges venner, i alt fem knivstik.

Udlejeren havde gennem længere tid været træt af, at lejeren i tide og utide lod sine venner overnatte på værelset, uden at de betalte husleje.

7. november sidste år opholdt den 27-årige og to andre sig på værelset, da udlejeren dukkede op og bad dem forsvinde.

De to andre forlod værelset, men Stefan Gaardboe Danielsen ville ikke gå. I stedet slog han udlejeren to gange i ansigtet og sagde noget i retning af: “Hvis du bevæger dig, så dræber jeg dig”.

Det kom til håndgemæng mellem de to, og det endte med, at udlejeren fik i alt fem stik med en kniv. Selv om han fik et stik i maven, var han dog ikke i livsfare efter overfaldet.

Foruden drabsforsøg blev Stefan Gaardboe Danielsen kendt skyldig i trusler, ulovlig våbenbesiddelse og overtrædelse af zoneforbud.

I Retten på Frederiksberg erkendte den 27-årige sig skyldig i vold, men nægtede drabsforsøg, og han ankede på stedet dommen til landsretten.

Det er ikke første gang, at han stifter bekendtskab med retssystemet. I 2006 blev han idømt otte års fængsel for vold med døden til følge.

Han var en af de tre mænd, der 16. juli 2005 opsøgte den 54-årige Steven Noer i hans hjem i Vodskov ved Aalborg. Mændene ville straffe ham, fordi han solgte hash.

Tæskeholdet befandt sig nemlig i samme branche, og derfor gennembankede de den invalide Steven Noer med adskillige knytnæveslag og spark.

Afstraffelsen endte med, at den dengang 18-årige Stefan Gaardboe Danielsen slog ham flere gange i hovedet med en kløftehammer.

/ritzau/