Kursfup-sag mod Don Ø begynder i dag


Flemming Østergaard, også kendt som Don Ø. Foto er fra 2007, hvor kursmanipulationen begyndte ifølge anklageskriftet


Var det med henblik på at manipulere med kursen på Parkens aktier, da topfolk i Parken gennem en periode i 2007 og 2008 sørgede for at opkøbe selskabets egne aktier for omkring 284 millioner kroner.

Like localeyes.dk på Facebook

Det spørgsmål bliver omdrejningspunktet i sagen om kursmanipulation i Parken, som indledes mandag i Københavns Byret. 35 dage er sat af til den omfattende sag, oplyser senioranklager Jan H. Hansen.

Hovedpersonerne i sagen er to af Parkens tidligere topfolk – Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup – som begge er tiltalt for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder og risikerer fængsel i op til fire år.

Dertil kommer, at politiet samlet kræver godt 17,7 millioner kroner konfiskeret som ulovligt udbytte. Flemming Østergaard risikerer at miste 15,5 millioner kroner, såfremt han bliver fundet skyldig, mens Jørgen Glistrup skal af med 2,2 millioner kroner.

De to mænds fortjeneste opstod ifølge anklagen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), da de udnyttede en aktieoptionsaftale og solgte aktier i henholdsvis april og september 2008.

Yderligere to personer er tiltalt i sagen.

Både Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup nægter sig skyldige i alle anklagepunkter. Flemming Østergaard – også kendt som Don Ø – skriver på Facebook, at han ser frem til at få sagen afgjort.

– Det har været seks hårde år for mig og min familie, der er ikke en dag, hvor du ikke på den ene eller andet måde bliver mindet om sagen, skriver han blandt andet.

SØIK – også kendt som Bagmandspolitiet – vil i løbet af den omfattende sag forsøge at føre beviser for, at Parkens topfolk manipulerede kursen i vejret for at få selskabet til at tage sig bedre ud, end virkeligheden kunne bære.

Bagmandspolitiet har tiltalt daværende bestyrelsesformand Flemming Østergaard for at have “bemyndiget, besluttet, instrueret og tilskyndet” direktør Jørgen Glistrup og en anden person til at iværksætte en række købsordrer og handler.

Handlerne skulle ifølge Bagmandspolitiet snyde markedet.

Jørgen Glistrups forsvarer, Karoly Németh, har fastslået, at de mange køb af egne aktier aldrig skete for at spekulere.

Der var udelukkende tale om at afdække “selskabets juridiske forpligtelser til at betale enten ledelsen og andre medarbejdere eller kontraktpartnere med aktier.”

/ritzau/