Optagelser lagt på YouTube, som angiveligt viser skyderiet mod den danske Arla-ansatte den 22. november 2014
Mejerivirksomheden Arla, der i sidste måned måtte se en af sine danske medarbejdere i Saudi-Arabien udsat for et skudattentat, har længe før episoden kendt til konkret materiale, der peger på en trussel mod virksomheden.
Det bekræfter flere af hinanden uafhængige kilder med nært kendskab til forløbet over for Politiken.
Allerede 25. september – knap to måneder før attentatet – blev der på det sociale medie Twitter udsendt beskeder på arabisk om, at en ledende medarbejder fra Arlas datterselskab Danya Foods var blevet skudt. Oplysningen viste sig ikke at være sand.
Samtidige florerede der billeder af de bygninger i hovedstaden Riyadh, hvor Danya Foods har til huse i.
Arla blev bekendt med materialet og opjusterede som direkte konsekvens heraf sit sikkerhedsniveau på Danya Foods, men ændrede på nogle af sine procedurer igen få dage før, at en Danya Foods-medarbejder lørdag 22. november blev forsøgt likvideret.
Terrorforsker ved den svenske forsvarshøjskole, Magnus Ranstorp, finder de nye oplysninger “ganske opsigtvækkende”.
Han understreger, at sagen om Jyllands-Postens publicering af de kontroversielle Muhammedtegninger i 2005, som ledte til boykot af Arlas produkter i blandt andet Saudi-Arabien, “ikke er glemt”
– Hvis man har nævnt firmaet længe før, er det efterhånden usandsynligt, at angrebet ikke længere skulle være rettet mod Arla og Danmark i en eller andet forstand. For de danske virksomheder i den region er det sikkerhedsmæssigt en game changer, siger Ranstorp til Politiken.
De nye oplysninger om truslen går stik imod Arlas hidtidige meldinger i sagen.
– Vi har ingen grunde til at tro, at det var rettet specifikt mod Arla. Det er der ingen indikationer på, sagde Arlas pressechef, Theis Brøgger, i sidste uge til Ritzau.
Han ønsker ikke at kommentere Politikens oplysninger, men understreger, at Arla fastholder sit høje sikkerhedsniveau.
– Af hensyn til sikkerheden for vores medarbejdere kan jeg ikke give yderligere detaljer om, hvordan vi sikrer os, siger han til Politiken.
/ritzau/