Anklageren Tanja Søderlund kalder sagen for “rystende”, fordi manden har udgivet sig for at være ungdomsleder og på den måde kommet tæt på børn og unge, som han har misbrugt seksuelt. Arkivfoto
En 40-årig mand fra bygden Iginniarfik ved Kangaatsiaq i Grønland er tirsdag blevet kendt skyldig i at have misbrugt otte børn og unge seksuelt. Anklagerne mod manden omfattede blandt andet voldtægt og blufærdighedskrænkelse.
Manden har ved Qaasuitsoq Kredsret i Aasiaat fået en forvaringsdom, som han skal afsone i Danmark. Det er en af lovens strengeste straffe, hvor der ikke er sat tidsbegrænsning på afsoningen.
Anklageren Tanja Søderlund kalder sagen for “rystende”, fordi manden har udgivet sig for at være ungdomsleder og på den måde kommet tæt på børn og unge, som han har misbrugt seksuelt.
– På baggrund af sin opdigtede titel og umiddelbare troværdighed har han fra ungdomsklubber fået tre 15-16-årige piger udleveret, som han har misbrugt og forsøgt at misbruge, siger Tanja Søderlund.
Manden har både udgivet sig for at være massør og leder af en ungdomsklub. På den måde har han fra ungdomsklubber og kommuner fået kontakt med de unge, som han skulle undervise eller opdrage.
Overgrebene, som manden nu er dømt for, fandt sted fra 2007 til 2014 i blandt andet Iginniarfik og Aasiaat. De gik ud over syv kvinder fra 15 til 21 år. Desuden er manden dømt for et overgreb på en niårig dreng, der blev udsat for fuldbyrdet voldtægt.
Ifølge Tanja Søderlund har sagen afdækket svigt i flere ungdomsklubber og kommuner i Grønland, og den del af sagen bliver nu undersøgt.
– Sagen har haft alvorlige konsekvenser for en række unge mennesker, som nogle ungdomsklubber og kommuner havde ansvaret for. At det kunne foregå, at han fik udleveret børn fra klubber og kommuner uden dokumentation for sit virke, er en sag, som vi ser med stor alvor på, siger Tanja Søderlund.
Den 40-årige overvejer nu, om han vil anke dommen til Grønland landsret.
/ritzau/