34-årig kæntrer under havjagt


Arkivfoto


En 34-årig mand er blevet indlagt på Odense Universitetshospital, efter at han søndag væltede med sin kajak ud for Snaptun ved indsejlingen til Horsens Fjord.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Det var en person på land, der så kajakken vælte, fortæller vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

I første omgang tog manden på stranden det dog roligt, for han har ofte set kajakker vælte og sejleren komme op igen.

– Det sker også søndag, men så forsvinder sejleren igen, hvorefter vidnet på stranden slår alarm, siger vagtchefen.

På land finder politiet en bil, og en større eftersøgning med både og en helikopter fra forsvarets søredningstjeneste bliver sat i værk. Kajakken med jagtgeværet fastspændt bliver også hurtigt fundet.

– Det lykkedes også helikopteren at finde manden, der ligger livløs i vandet. Han er voldsomt nedkølet og bliver fløjet til Odense Universitetshospital, hvor lægerne er i gang med at varme ham op, fortæller Jørn Lindhardt.

/ritzau/