Billetkontrollør stukket med kniv på tog mod København


Et vidne siger til avisen, at manden låste sig ind på toilettet, da kontrolløren skulle tjekke passagerernes billetter, og at kvinden blev stukket i halsen, da hun ville vise manden ud af toget. Arkivfoto


En kvindelig billetkontrollør i 30’erne er alvorligt såret, efter at en mandlig passager lørdag aften stak en kniv i hende.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Angrebet skete lørdag aften på et tog, der var på vej fra Stockholm til København.

– En billetkontrollør ville afvise en rejsende, der var støjende og urolig. Da han skulle af toget, og vagterne kom, trak han en kniv, siger pressekontakt i togselskabet SJ, Ronny Hörstrand, til Aftonbladet.

Et vidne siger til avisen, at manden låste sig ind på toilettet, da kontrolløren skulle tjekke passagerernes billetter, og at kvinden blev stukket i halsen, da hun ville vise manden ud af toget på stationen i Lund i det sydlige Sverige.

Kvinden blev bragt til Lunds universitetshospital med alvorlige skader.

– Der kommer en kvinde i 30-års-alderen ind. Tilstanden er stabil, men hun kom ind med alvorlige skader, oplyser pressevagt Anna Möller i Region Skåne.

Den mistænkte gerningsmand er anholdt af politiet. Der er tale om en 29-årig mand.

– Toget holdes tilbage på stationen, så vi kan afhøre vidner og foretage en gerningsstedsundersøgelse, siger pressevagt Linda Pleym ved politiet i Skåne til avisen Dagens Nyheter.

Politiet fik meldingen om hændelsen klokken 17.58 lørdag aften.

/ritzau/NTB