Ny sexanklage: Cosby sagsøges for overgreb på 15-årig


Tirsdag har en nu 55-årig kvinde lagt sag an mod den 77-årige skuespiller. Hun anklager ham for at have forgrebet sig på hende i 1974. Arkivfoto


Det første sagsanlæg mod den amerikanske komikstjerne Bill Cosby er landet på hans advokaters bord i kølvandet på en række kvinders påstande om, at de er blevet voldtaget eller seksuelt krænket af Cosby.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Tirsdag har en nu 55-årig kvinde lagt sag an mod den 77-årige skuespiller. Hun anklager ham for at have forgrebet sig på hende i 1974, da de begge var til Playboy-fest i Los Angeles, USA. Sagsøgeren var blot 15 år, da det påståede overgreb fandt sted.

Judy Huth, som kvinden bag det fem sider lange søgsmål hedder, hævder, at Bill Cosby krænkede hende seksuelt, da han først forsøgte at stikke sin hånd ned i hendes bukser. Derefter “tog han hendes hånd i sin og udførte en seksuel handling på sig selv uden hendes samtykke”.

LÆS OGSÅ: Bill Cosby vil ikke kommentere nye sexanklager
Ifølge Judy Huth havde hun og en veninde mødtes og snakket med Bill Cosby på optagelserne til en film. Han inviterede efterfølgende de to piger på 15 og 16 år til tennis, hvor de to teenagere og Cosby morede sig med et drukspil. Efter “adskillige alkoholfyldte drinks” tog komikeren pigerne med til Playboy-festen, hvor overgrebet angiveligt fandt sted.

– Denne traumatiske episode i så ung en alder har forårsaget psykiske skader hos sagsøger, hvilket har medført betydelige problemer for hende livet igennem, står der i sagsanlægget.

Advokat Martin Singer, der repræsenterer Bill Cosby, vil ikke kommentere sagen, der efter alt at dømme er det første sagsanlæg, der er blevet rejst mod komikeren, efter at en stribe kvinder er gået i medierne og har fortalt, hvordan de efter eget udsagn er blevet voldtaget af Cosby på et tidspunkt i løbet af de seneste årtier.

Mange af historierne går på, at Bill Cosby har givet kvinderne et stof, der gjorde dem mere eller mindre bevidstløse, hvorefter han krænkede dem seksuelt.

Ingen af disse kvinder har angiveligt lagt sag an.

I 2006 indgik Bill Cosby forlig i en tvist med en anden kvinde, som var kommet med beskyldninger om sexkrænkelser to år forinden.

Bill Cosby er bedst kendt fra The Cosby Show, der som tv-serie kørte fra midten af 1980’erne til starten af 1990’erne.

/ritzau/Reuters