Se videoen: IS-støtter skyder dansker i Saudi-Arabien


Optagelserne relaterer sig angiveligt til skyderiet mod en dansk Arla-ansat, som 22. november blev ramt i skulderen af skud i den saudiarabiske hovedstad.


En gruppe tilhængere af den militante gruppe Islamisk Stat (IS) har offentliggjort en video, som ifølge gruppen selv viser dens medlemmer skyde mod en dansker i Saudi-Arabien.

Like localeyes.dk på Facebook

Det rapporterer Site, der overvåger militante gruppers gøren og laden på internettet, ifølge Reuters.

Videoens ægthed kan ikke umiddelbart verificeres.

Optagelserne relaterer sig angiveligt til skyderiet mod en dansk Arla-ansat, som 22. november blev ramt i skulderen af skud i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh. Det skete, da han i bil forlod sin arbejdsplads.

Danskeren blev efterfølgende opereret og blev meldt i bedring.

Islamisk Stat opfordrede i november sine støtter i Saudi-Arabien til at angribe shiamuslimer, regeringsmedlemmer og vesterlændinge. Ligesom Danmark deltager Saudi-Arabien i en international koalition imod den ekstremistiske bevægelse, som har indtaget store dele af Irak og Syrien.

Motivet til skyderiet har hidtil været ukendt, og det er altså heller ikke endelig bekræftet, at IS-tilhængere stod bag.

Videoen er blevet offentliggjort af al-Battar Media Foundation og påstår at vise en operation udført af “Islamisk Stats støtter i de to hellige moskéers land” med henvisning til navnet, nogle islamister bruger om Saudi-Arabien.

Den er optaget fra en bil, som kører på en vej med skilte mod forskellige bydele i Riyadh. Her ser man en pistol blive affyret gennem et åbent vindue mod en hvid bil, der kører i samme retning.

Videoen indeholder også klip af taler fra lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, samt talsmanden Abu Mohammed al-Adnani, der opfordrer saudiarabere til “at dræbe og spytte” på borgere fra lande i Vesten, der er involveret i kampen mod IS.

/ritzau/Reuters