Nordjyllands Politi melder, at stemningen forud for fodboldkampen AaB-FCK er rolig, dog er 5 personer anholdt. Arkivfoto
Nordjyllands Politi melder, at stemningen forud for fodboldkampen AaB-FCK er rolig, dog er 5 personer anholdt, heraf 3 på en rasteplads syd for Aalborg for blandt andet vold mod politiet den 13. september 2014 ved en tidligere fodboldkamp.
Nordjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse:
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtPoliti stoppede FCK-busser før kampen.
Nordjyllands Politi stoppede syd for Aalborg, omkring Svenstrup, de 2 busser med fans fra FCK. Her anholdt man 3 personer, der alle var involveret i et overfald på politiet, som blev begået under en fodboldkamp 13. september 2014. Her foretog en gruppe FCK-tilhængere efter fodboldkampen et koordineret angreb mod dialogbetjente fra Nordjyllands Politi.
Under angrebet blev flere politibetjente udsat for slag og skub. Desuden blev der kastet diverse genstande mod politiet, fx cafeborde og flasker samt fyrværkeri. En politibetjent blev ramt på halsen af en jernstang, ligesom en anden betjent blev ramt på benet af et cafebord, som blev kastet på hende.
Den politibetjent, der blev ramt på halsen, blev efterfølgende indlagt til sygehuset til observation.
Siden har Nordjyllands Politi sammen med Københavns Politi efterforsket sagen intensivt, og det er lykkedes at fastslå identiteten på i alt 14 gerningsmænd, og det er altså 3 af disse, der i dag blev anholdt.
“Vi ønsker at sende et signal om, at vi ikke accepterer, at vores polititjenestemænd bliver overfaldet og udsat for vold, mens de passer deres arbejde med at sikre trygheden under en fodboldkamp,” siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen fra Nordjyllands Politi, der understreger, at operationen blev afviklet så hurtigt som muligt, så den forsinkelse, som de øvrige fans blev påført, var på et absolut minimum.
“Men langt, langt hovedparten af alle fans er jo fredelige mennesker, så jeg tror, at de fleste har forståelse for, at de få, der ikke kan finde ud af at overholde loven, bliver stillet til regnskab for deres handlinger,” siger Poul Severinsen.
1 af de anholdte – en 23-årig mand – blev sigtet for både vold tjenestemand og for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. De 2 øvrige anholdte – en 24-årig mand og en 21-årig mand – blev sigtet for grov forstyrrelse af offentlig ro og orden. Alle 3 mænd, der stammer fra Københavns-området, er desuden meddelt karantæne.
De anholdte er løsladt igen.
Yderligere 2 anholdt – ellers roligt
Herudover er 2 personer blevet anholdt på en restauration i Aalborg. De blev begge sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, blandt andet ville den ene ikke efterkomme politiets anvisninger.
Poul Severinsen, lederen af politiets indsats i forbindelse med fodboldkampen, roser fansene for den gode opførsel, de udviser forud for kampen.
“Det kan ikke undgås, at vi i enkelte tilfælde er nødt til at skride til anholdelse, når så mange mennesker er samlet til fodboldfest, men stemningen derude er god, og næsten alle fans opfører sig pænt. De er kommet for at se fodbold – ikke for at lave ballade,” siger Poul Severinsen.