33-årig mand dør efter påkørsel: Ung kvinde i livsfare


De to fodgængere træder ud på kørebanen og bliver ramt af en bil. Arkivfoto


Det har fået voldsomme konsekvenser, at to fodgængere lørdag eftermiddag pludselig trådte ud foran en bil i Hedensted, der ligger mellem Horsens og Vejle.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Ulykken skete på Hovedvejen kort efter klokken 17, og den ene fodgænger, en 33-årig mand, er lørdag aften afgået ved døden.

– De to fodgængere træder ud på kørebanen og bliver ramt af en bil. Det er vores opfattelse, at føreren af bilen ikke har haft en chance for at undgå at ramme dem, siger vagtchef Morten Vegger fra Sydøstjyllands Politi.

LÆS OGSÅ: Fodgængere alvorligt kvæstet efter påkørsel i Hedensted
– Der er ikke noget, der tyder på, at bilisten var påvirket, eller at han kørte for hurtigt. Det ser ud som om, at fodgængerne har villet krydse vejen, og at de ikke har set bilen komme, siger Morten Vegger.

De to ofre blev efter ulykken bragt til sygehuset i kritisk tilstand, men mandens liv kunne altså ikke reddes. Kvinden er ifølge politiet også i fare for at dø.

– Den 25-årig kvinde er i livsfare. Det er en meget tragisk ulykke, siger Morten Vegger.

/ritzau/