Urin-amok: Kørte ind i turister med vilje efter tissepause


Modelfoto


En mandlig bilist så sig fredag sur på en gruppe norske turister. De kommenterede, at han urinerede på gaden. Da manden var færdig med at lade sit vand, startede han sin bil og kørte ind i turisterne med vilje.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Episoden skete sent fredag eftermiddag ved byretten i København.

– Vi arbejder ud fra en formodning om, at han har parkeret sin bil for at urinere. Derefter har han sat sig i ind bilen og bevidst styret den mod den her gruppe personer, fordi de kommenterede, at han stod og tissede, siger Henrik Vedel, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Bilen – en sølvgrå Hyundai Getz med danske nummerplader – fortsatte i høj fart mod Vester Voldgade. Politiet mener, at bilisten med vilje forsøgte at ramme gruppen på fem-seks personer, der gik inde på fortovet.

Kort tid inden påkørslen havde den tilskadekomne sammen med sine venner påtalt, at en mand stod og tissede op ad en bygning i Kattesundet ved siden af byretten på Nytorv.

Tilsyneladende er den tissetrængende mand identisk med bilisten.

Bilisten er en yngre mørklødet mand af udenlandsk udseende. Han er forholdsvis lav – mellem 165 og 175 centimeter – muskuløst bygget og karseklippet.

Ud over gruppen af nordmænd, der alle kommer fra Oslo, har politiet også talt med flere andre øjenvidner til påkørslen, der skete klokken 17.29.

En af turisterne, en 44-årig mand nåede ikke at undvige bilen og kom lettere til skade. Han er tilbage på sit hotel efter at være blevet syet med 15 sting i panden.

– Han klagede over ømhed i overkroppen, men det er heldigt, at der ikke sker mere end som så. Vidner har fortalt, at bilisten kørte aggressivt hen imod gruppen og snuden af bilen var inde over fortovet. En af de norske turister undgik at blive ramt ved at kaste sig til siden, siger Henrik Vedel.

Ifølge efterforskningslederen er der mange overvågningskameraer i området ved byretten, og derfor er det sandsynligt, at hændelsen er blevet optaget.

/ritzau/